Overgrund Arkiv:
Alt muligt og ingenting

Her i nærheden I 31-jan-2000 15:35
I enhver tragisk film bør indgå en eller anden form for komisk indslag, for at det hele ligesom ikke bliver alt for trist, men måske i stedet kan opnå prædikatet "rørende". "Her i nærheden" er i sandhed en tragisk film om en evnesvag dreng og hans hærgede mor, der elsker ham så højt, så højt, selvom han vitterligt er temmelig besværlig. Ikke mindst da han kommer til at slå en tilfældig pige ihjel.
Ja, al den elendighed skal der meget til at opveje, og derfor er filmen udstyret med ikke mindre end to komiske indslag, der vækker højlydt latter under fremvisningen af filmen. Det ene er den hæderkronede skuespiller Henning Moritzen, som er blevet klædt ud som bøsse, og det er jo altid sjovt. Det andet møder man flere gange i filmen, og er bygget op efter den gode gamle gør-grin-med-de-svage-de-er-jo-alligevel-selv-ude-om-det-skabelon. Det komiske indslag består i drengen og moderens overboer; to narkomaner der under højlydt jubel i biografen har abstinenser, snubler over ordene og geberder sig upassende. Spasen kulminerer da den kvindelige narkoman har taget en overdosis, og den mandlige narkoman forsøger at tilkalde en ambulance.
Jeg der selv bor på Nørrebro ved godt, at der slet ikke bor den slags narkomaner på Nørrebro mere, de er for længst blevet fordrevet til nordvest kvarteret og endnu længere ud. Jeg ved også godt at narkomaner ikke plejer at gå i dårligt sammensat farvestrålende tøj og svenskerhår, og at de sjældent gør en komisk figur. Derfor kan jeg le med de andre i biografen af de to mærkelige typer der toner frem på lærredet, og som ingenting har med virkeligheden at gøre. Men hvad nu hvis jeg ikke boede på Nørrebro, men i Vejrup eller Birkerød. Ville jeg så forstå, at narkomaner er nogle stakler som lever i deres eget lort til de bliver kvalt i det? Eller ville jeg få bekræftet fordommene om narkomanerne der bare nasser på samfundet, og burde tage sig sammen og få sig et job?

Her i nærheden II

Her i nærheden, nærmere bestemt i Mimersgade på Nørrebro, blev en vågen beboer i sidste uge opmærksom på en kasse med blinkende lamper, knapper og andre "suspekt udseende" indretninger, monteret bagpå en cykel. Beboeren tilkaldte straks politiet der, som de har for vane når de tilkaldes på Nørrebro, strømmede til, afspærrede området og evakuerede beboerne. Herpå tilkaldtes bombeeksperterne fra Farum Kasserne og deres tapre følgesvend Rulle Marie, som, mens kvarterets beboere holdt vejret i ulidelig spænding, skød den mistænkelige helvedesmaskine i stykker med en kraftig vandstråle. Herpå kunne en (anden) beboer meddele at kassen tilhørte ham, og den var del af et forsøg om luftforurening som Panum Instituttet er i gang med... Se, det er Nørrebro i virkeligheden.